En sidste opsamling på sagen om Jan Grarup
Afsløringerne vælter frem, men betyder det overhovedet noget?
Der er ingen tvivl om, at jeg har brugt meget digital spalteplads her i nyhedsbrevet på sagen om Jan Grarups forhold til fakta og virkelighed. Det virker som om, sagen er ved at nå en form for afslutning, så jeg tillader mig at samle lidt op — forhåbentlig betyder det, at jeg meget snart kan vende tilbage med et regulært nyhedsbrev om alt det fantastiske fotografi, der bliver lavet derude i felten.
Undersøgelserne
Siden jeg skrev sidst, er der kommet to store gennemgange af Jan Grarups arbejde. Den ene var ventet, og det er Politikens egen undersøgelse foretaget af undersøgende journalist John Hansen, som vi vender tilbage til. Men inden den udkom annoncerede Helle Maj og Jørn Stjerneklar, at de for egen regning havde brugt fem uger på at udarbejde en 82 sider lang rapport om Jan Grarups arbejde med fokus på Rwanda. Det fokus skyldes særligt, at Jørn Stjerneklar selv var tilsted under folkemordet i 1994.
Deres rapport påviser en lang række episoder, hvor Jan Grarup enten overdriver, dramatiserer, eller decideret fabrikerer sine historier fra Rwanda. Rapporten indeholder også eksempler på episoder, hvor Jan Grarup har digtet historier på baggrund af andres billeder.
Rapporten indeholder blandt andet en opsigtsvækkende udveksling med en kvinde ved navn Adeline, som Jan Grarup havde ansat som sin fixer på en tur tilbage til Rwanda i 2019. I et essay i Politiken fra 2019 fortæller han Adelines historie —i øvrigt som om hun er en kvinde, han tilfældigt har mødt— men digter frit over hendes barndomshistorier fra folkedrabet i 1994, som ellers er voldsomme nok i sig selv. Forelagt en oversættelse af Jan Grarups tekst siger hun til rapportens to forfattere:
»Jan is just creating a complete different story from what I told him. I'm so much shocked by this, and I feel so much betrayed. I can't believe someone would use the story, that is already very traumatizing, to create his own story to promote himself without considering the trauma he put the victim into while interviewing her!«
En ting er at holde læserne for nar, men at omsætte allerede traumatiserede menneskers personlige historier til fantasifulde fortællinger for egen vindings skyld, det er alligevel voldsomt.
Journalisten kunne i denne uge følge op og beskrive, hvordan Adeline har kontaktet Politiken for at få slettet afsnittene om sig selv i Jan Grarups historier. Noget avisen i første omgang nægtede, men siden har efterkommet.
Rapporten kan købes her, hvilket jeg på det kraftigste vil opfordre til, hvis du har bare en lille interesse i journalistisk fotografi og måden, det bliver frembragt på. Det kan også anbefales at følge med på Jørn Stjerneklars Facebook-side.
Foranlediget af de sidste ugers debat har Dagbladet Information også kigget Jan Grarups bidrag til avisen igennem og også her dukker der mystiske ting op, denne gang i dækningen fra Den Centralafrikanske Republik (CAR). Jan Grarup beskriver i en artikel i avisen en blodig scene, som i detaljer ligner et billede, som fotograf Marcus Bleasdale har taget. Ifølge Jan Grarup var situationen så blodig, at han aldrig har vist billederne til nogen. Forespurgt af Information nægter han via sin manager at vise dem, ligesom han ikke vil svare på spørgsmål om det. Problemet er, at Jan Grarup ifølge Informations undersøgelse først ankom til CAR efter at Marcus Bleasdale havde taget sit billede og det virker derfor ikke sandsynligt, at han har kunnet overvære den samme scene. Derfor må Jan Grarups beskrivelse være ‘lånt’ fra Marcus Bleasdales billede. Det billede kan i øvrigt ses i bunden af serien her, men jeg må lige advare mod nogle ualmindeligt brutale billeder.
Måske en lille detalje i det store hele, men samtidig endnu et tegn på, at dette er en metode, som Jan Grarup gentagende gange har benyttet sig af.
Tilbage står elefanten i rummet, nemlig Politikens egen undersøgelse af Jan Grarups arbejde, der kan findes i sin helhed her. Den bekræfter mange af Helle Maj og Jørn Stjerneklars påstande. Den dokumenterer, at Jan Grarup bl.a. har løjet om, hvor længe han var i Rwanda (reelt to dage i modsætning til to-tre uger, som han selv påstår), at han har løjet om sin tilknytning til New York Times, dramatiseret konkrete menneskers historier, samt en lang række andre ting.
Hvad skal vi lære af det her?
Jeg skrev i sidste nyhedsbrev, at danske medier sagtens kunne blive bedre til at lave systematiske faktatjek af relevante historier, og sådan bliver det tilsyneladende fremadrettet på Politiken.
Ansvarshavende chefredaktør Christian Jensen har skrevet en undskyldning til Politikens læsere, og udlægger, hvordan avisen vil gå til opgaven med faktatjek:
»Vi ønsker, at dette forløb munder ud i en fornyet og styrket opmærksomhed omkring vores redaktionelle processer. Derfor har vi udarbejdet et sæt ekstra retningslinjer for redaktøransvar og redigering i forbindelse med faktatjek, som uddyber nogle af de kontrolmekanismer, der kan benyttes i redigeringsprocessen for at sikre både skrivende, fotografer og Politiken i processen med at udkomme. Konkret kan dette f.eks. være at få telefonnumre og navne på fiksere, at få bilag, rejsedokumenter eller kvitteringer til gennemsyn. Nogle af disse ting gør vi allerede ofte. Nu bliver det nedfældet og samtidig understreget, at der skal udvises ekstra opmærksomhed i processen, hvis nogen arbejder alene i marken. Igen både for at sikre den pågældende medarbejder og for at sikre Politiken. Disse retningslinjer bliver internt i arbejdet på redaktionen et supplement til vores eksisterende retningslinjer fremover.«
I min optik handler det her om meget mere end faktatjek, selvom det naturligvis er et godt skridt på vejen. Det handler også om at skabe en kultur, som er åben for kritik, og hvor man tager journalistiske bekymringer seriøst. Også det skrev jeg om i sidste nyhedsbrev.
I John Hansens rapport forholder han sig til, om der har været rejst bekymringer om Jan Grarup på Politiken:
»Ansvarshavende chefredaktør Christian Jensen modtog 14. august 2023 en mail fra en medarbejder, hvor medarbejderen mindede om, at han i marts 2022 havde sagt til Christian Jensen: »En dag kommer du til at fortryde samarbejdet med Jan Grarup«. Christian Jensen husker i dag ikke den konkrete bemærkning, men bekræfter, at den pågældende medarbejder i flere uformelle sammenhænge har gjort opmærksom på, at medarbejderen ikke havde tillid til Jan Grarup, men aldrig fremførte konkrete kritikpunkter. Det bekræfter den pågældende medarbejder.«
Formuleringen “konkrete kritikpunkter” går igen i Politikens chefredaktions udlægning af sagen. At flere har luftet deres bekymring, men at ingen var konkrete. Det er påfaldende, at man på den ene side stoler blindt på sine ansatte og freelancere, når de rapporterer fra felten, men ikke, hvis de kommer til ledelsen med bekymringer.
Du kan høre Amalie Kestler fortælle om det her:
Også Jan Grarup selv stiller sig uforstående overfor, at ingen har rejst bekymringer for ham:
»Det gør mig ondt at høre, at jeg har været så ildeset på Politiken. Det har ikke været min opfattelse, men jeg respekterer det, du skriver her. I det hele taget har det undret mig, at ’INGEN’ har henvendt sig til mig, hvis de har været bekymret for min mentale tilstand eller troværdighed«
Måske skulle man tilføje i sine nye retningslinjer, at man skal holde igen med at fremhæve sine leverandørers tendenser til at bedrive personlig vendetta mod kritikkere? Det kan være, at det gør underværker for åbenheden i organisationen?
Hvad sker der nu?
Er det her enden på Jan Grarups karriere? Kan man ernære sig som fotojournalist eller krigsfotograf, hvis der er dokumenteret så omfattende uregelmæssigheder med ens troværdighed?
Tja.
Her i november udkom Jan Grarups nye bog fra Ukraine, While We Bleed, som han har lavet med den danske historiker og journalist Adam Holm.
Sigrid Nygaard har forsøgt at anmelde den til Information, men må kaste håndklædet i ringen, fordi det er svært at vide, hvad det egentligt er, man bladrer i:
»Er det en fotobog fyldt med æstetisk flot og kompetent fotografi? Ja, det er det utvivlsomt. Er det måske ligefrem et kunstobjekt? Men hvis bogen skal ses som et vidnesbyrd om en forfærdelig krig og virke som et visuelt anklageskrift mod den russiske aggression i Ukraine, så bliver det straks sværere. For det forudsætter, at vi tror på fortællingen. Og med de sidste måneders afsløringer om Jan Grarups frigjorte forhold til virkeligheden, så står han selv i vejen for den fortælling. Og han hiver en ellers uskyldig Adam Holm med sig ned i faldet«
Alligevel tyder det på, at de overvejelser ikke får fans af Jan Grarup til at ligge søvnløse om natten. Billedet nedenfor er taget til lanceringen af bogen i København. Jeg har været til utroligt mange fotobogslanceringer i årenes løb, men har aldrig måtte stå i kø.
Det kan godt være, at ingen medier længere vil røre ved Jan Grarups historier, men vi lever i en ny medievirkelighed, hvor der er fin mulighed for at tjene penge på andre måder.
Jeg aner ikke, hvilken indflydelse afsløringerne har haft på Jan Grarups foredragsvirksomhed, men den 14. november holdte han et stort oplæg i Bremen i København. Her fik han fortalt om processen (men frabad sig spørgsmål fra pressen), og i øvrigt afviste han, at der var meget at komme efter i kritikken.
En hurtig Google-søgning viser også, at du kan komme til foredrag om krigen i Ukraine i Aarhus den 28. november og Holbæk den 29. november. Bare for at tage et par eksempler.
Jan Grarup har selv været en tur på Instagram og reklamere for et af de foredrag:
Den nye bog er til salg hos landets boghandlere til 495 kr.—eller 1.995 kr. for en special edition med indlagt granatsplint.
På Jan Grarups egne sociale kanaler er det klart, at folk heller ikke her løber skrigende bort. Enten sletter han aktivt kritiske kommentarer, eller også er de der ikke. Her et par eksempler sakset fra forskellige tråde.
Det er svært at afgøre, hvad man skal mene om det ovenstående. Jeg har personligt ingen interesse i, at Jan Grarup ikke skal tjene penge på sine prints eller andre aktiviteter. Men hvis man beskæftiger sig med journalistik, så kan man ikke andet end at blive lidt nervøs for den fakta-resistens, som mange tilsyneladende udviser. Og som trækker nogle lidt skræmmende tråde til situationen i f.eks. USA under Trump, hvor det tilsyneladende var svært at enes om relativt simple, faktuelle forhold.
I følge en bekendt, som var til stede ved Jan Grarups foredrag på Bremen i København, så luftede han selv tanken om starte sit eget medie. Citeret fra hukommelsen var budskabet:
»Jeg laver ikke billeder til medierne, jeg laver billeder til jer.«
Jeg er selv positivt stemt for en ny medievirkelighed, hvor man kan frigøre sig fra de etablerede medier og finde alternative kilder til indtægt gennem f.eks Patreon eller betalte nyhedsbreve. Men det skaber en risiko for ekkokamre, og hvis folk konsekvent kan ignorere 100-vis af timers grundig, journalistisk research, og vælger at tro blindt på en enkeltperson i stedet (som de fleste antageligt aldrig har mødt), så rejser det nogle principielle og helt basale spørgsmål om den demokratiske samtale, og vores evne til i fællesskab at navigere i en verden, der ikke just bliver mindre kompleks.
Netop derfor er det så vigtigt, at man retter projektøren mod de steder, hvor der bliver fiflet med fakta og brugt greb, som ikke hører hjemme i journalistikken. Der skal være plads til uenighed, men vi må insistere på, at ikke alt er til forhandling og at der findes reelle fakta derude, som vi ikke skal diskutere.
At forfølge den tanke er ikke en hetz, som mange påstår, men en bydende nødvendighed.
❤️