Hvem har ansvaret i sagen om Jan Grarup?
Lidt flere tanker om mediernes rolle.
Opdatering: 28. september har Politiken offentliggjort, at de vil lave faktatjek på Jan Grarups materiale trykt i avisen siden 2009, hvor han begyndte at freelance.
I sommeren 2004 var cykelrytteren Lance Armstrong på toppen af sin karriere og godt i gang med at vinde Tour de France for sjette gang. På 18. etape slap et udbrud af ryttere afsted, som ingen fare udgjorde for den gule trøje, som Lance Armstrong kørte i. Alligevel satte han - til stor forundring for kommentatorer og eksperter - i ensom majestæt efter udbruddet, helt alene og uden hjælperyttere. Da han kom derop, lagde han armen om italienske Filippo Simeonis ryg og sagde noget til ham, som kameraerne ikke kunne opfange.
I en rapport fra de amerikanske dopingmyndigheder fortalte Simeoni senere, at Armstrong havde sagt:
I have a lot of time and a lot of money, and I can destroy you.
Filippo Simeoni havde begået den fejl indirekte at implicere Lance Armstrong i en doping-skandale, og det faldt ikke i god jord. I cykelsporten fandtes et berygtet internt kodeks for stilhed kaldet Omertà - en såkaldt lov om tavshed, som stammer fra Syditalien og bliver brugt af mafiaen. Det var et kodeks, der dikterede, at man aldrig snakkede om doping og alle de andre problemer, der hærgede cykelsporten.
Selvom mange i dag mener, at Omertà’en er brudt, så sidder rygterne om snyd og doping i cykelsporten urokkeligt fast. Har man først mistet tilliden, så er den svær at genoprette.
Er der en Omertà i dansk fotojournalistik?
Som beskrevet i sidste uges nyhedsbrev, så har der været stor opmærksomhed om den danske fotograf Jan Grarup. Det har vist sig, at han har haft en lemfældig omgang med fakta, og mange af hans historier er den sidste uge blevet faktatjekket og pillet fra hinanden.
Dette har affødt en del faglige spørgsmål, som jeg her vil forsøge at samle op på. Det handler ikke længere så meget om Jan Grarup, men om at identificere nogle områder, hvor vi som branche kan blive bedre til at arbejde på en måde, så vi i fremtiden undgår flere af denne slags skandaler.
Et af spørgsmålene går på, om ingen har vidst, at der kunne være problemer med Jan Grarups historier?
I et interview med 24syv spørger journalisten Niels Frederik Rickers Politikens chefredaktør Amalie Kestler, om hun nogensinde har fået information om, at der kunne være problemer med Jan Grarup arbejde:
“Har du aldrig hørt nogle af de her rygter?
Nej, det har jeg ikke.
Er der nogen, der har advaret dig om Jan Grarups forhold til sandheden?
Nej, det er der ikke.”
Amalie Kestler har været ansat på Politiken siden 2013 og var derfor ikke i huset, da de i hvert fald fik en meget konkret henvendelse om Jan Grarups metoder.
På Facebook og i en efterfølgende artikel på POV International fortæller filmskaberen Lea Landsted om at kontakte Politiken for hele 22 år siden, efter ved selvsyn at have opdaget, at en af Jan Grarups historier fra Ramallah, som han havde lavet med en tysk journalist, ikke holdt vand.
“Jeg skrev til Politiken, selvom jeg var blevet advaret mod at kritisere stjernerne. Man risikerede at få det hele i nakken som en boomerang, fik jeg at vide af en kollega, og det var lige præcis, hvad der skete.
Eller det vil sige. I første omgang reagerede medarbejderen på Politiken, der senere blev forsvarsmedarbejder, med at tage min henvendelse dybt alvorligt, men efter at have talt med Jan og den tyske journalist, fik tonen en anden lyd. Nu var det vist mig, der havde fået noget galt i halsen.
Kort efter blev jeg hængt ud i en klumme på Politiken, af daværende redaktionschef Søren Nielsen. Klummen handlede om, hvorvidt man skulle tro mere på en ubetydelig journalist ved navn Lea Landsted end en højt estimeret, anerkendt tysk journalist og en prisvindende dansk fotograf. Deres navne var også nævnt. Det var meget ubehageligt og helt urimeligt, fordi jeg havde ret, men jeg klappede i, og løgnen fik lov til at leve.”
I næsten alle de Facebook-tråde, hvor fotografer nu fortæller om deres personlige erfaringer med Jan Grarup eller mistanke om hans praksis, bliver de i kommentarsporet spurgt, hvorfor det tog så mange år at komme ud af busken? Hvorfor først nu, hvor snebolden allerede ruller? Det kan der være mange grunde til, og en af dem er nok at finde i Lea Landsteds historie ovenfor: fordi man risikerer selv at blive hængt ud. Gjort til skamme. Eller værre: få Jan Grarup på nakken.
I en stort opsat portrætartikel med den sigende rubrik Stjernefotografen Jan Grarup har en sort bog med navne på alle sine fjender: “Jeg kan blive en modbydelig satan på den konto. Virkelig” fortæller han i 2019 detaljeret om en sort bog, hvori han noterer sine fjender.
”Det har både været folk, jeg har arbejdet med, og folk, som jeg synes, er nogle fjolser på alle mulige planer. Som jeg bare ønsker alt muligt dårligt i verden. Som i: ’Nå, nu blev de kørt ned nede på hjørnet, let’s pop the champagne’,”
Man kan også bare lade Jan Grarup selv komme til orde, her på Instagram efter skandalen begyndte at rulle.
Også Jan Grarups ukrainske hjælpere fortæller om trusler efter at de har pointeret fejl i hans artikler. Til Weekendavisen fortæller de om Jan Grarups reaktion efter, at de har kontaktet Politiken med deres bekymringer:
Så begyndte Jan i stedet at afpresse os. Han er nemlig i besiddelse af et billede af Alex Babenko, der affyrer et maskingevær, og et af mig, der affyrer en mortérgranat. Han truede os med at ville sende disse billeder til internationale nyhedsorganisationer, som vi samarbejder med.
Jan Grarup er en magtfuld mand med et stort internationalt netværk. Når han i fuld offentlighed fortæller om sin hævngerrighed og vilje til at forfølge sine kritikere, så fordrer det ikke just et åbent og tillidsfuldt miljø, hvor folk kan komme frem med deres historier. På den måde trækker sagen lange tråde til #metoo-debatten.
Der må fremadrettet påhvile ledelsen i de danske mediehuse at sikre sig, at der bliver skabt et miljø, hvor både ansatte og freelancere kan henvende sig og få deres bekymringer taget seriøst uden risiko for, at de skal blive udsat for en personlig vendetta.
Skal vi stole blindt på hinanden?
Et andet principielt spørgsmål sagen stiller, er, hvorvidt nogen skulle have opdaget fejlene? I Danmark har vi tilsyneladende et redaktionelt system, hvor vi stoler 100% på hinanden. Også Amalie Kestler fra Politikens chefredaktion fremhæver i 24syv, at de har har fuld tillid til Jan Grarup:
Vi har stolt på Jan Grarup. Han er en velrenommeret fotograf, som udmærket kender de etiske retningslinjer på Politiken og andre steder i faget. Vi har haft tillid til hans oplysninger.
Hvis vi vender tilbage til vores cykel-analogi, så testede uafhængige dopingmyndigheder samtlige ryttere før starten af dette års Tour de France. Hver dag under løbet blev etapevinderen og den gule trøje testet, ligesom en tilfældig udvalgt gruppe blev testet ved løbets afslutning. Når jeg går ind i en restaurant, så kaster jeg altid et blik på smiley-ordningen i døren, ligesom jeg kun køber en bil, som har været gennem syn for nyligt. Intet af det handler om en konkret, specifik mistanke, men om et generelt system som gør, at man hæver tilliden til produktet, og at man arbejder på en måde, som tåler eksternt gennemsyn.
Når man afleverer sin afgangsprøve på DMJX, hvor alle danske fotojournalister uddannes, leverer man en decideret kildeliste, som censorerne kan benytte for at tjekke op på fakta og kilder. Selvom de sjældent gør det, så er den blotte ide om, at det kan forekomme nok til, at man må holde sig på dydens smalle sti. På samme måde som seriøs forskning skal gennem peer-review, inden den publiceres.
I endnu en podcast på 24syv fortæller den danske fotograf Rasmus Degnbol om, hvordan hans freelance-historier er blevet faktatjekket, når hans amerikanske agentur, Redux, har solgt dem til internationale medier som Washington Post og Bloomberg.
Han har bl.a. leveret et drone-billede af en samling redningsveste efterladt på en strand på Lesbos og er blevet bedt om at redegøre for, hvordan han er kommet frem til, at der mindst ligger 100.000. Han fortæller også om at blive bedt om at udlevere lydoptagelser fra interviews, notesbøger og kvitteringer. Alt sammen for at verificere, at hans historier holder vand.
Rasmus Degnbol understreger selv, at det naturligvis ikke er alt, der bliver tjekket, men der er tale om en form for stikprøve og at den særligt gør sig gældende for freelancefotografer, som arbejder alene.
Det er værd at huske, at denne konkrete sag startede, da Jan Grarups lokale hjælpere på eget initiativ kontaktede Politiken. Men burde medierne måske fremadrettet selv lave stikprøver og tage kontakt den anden vej for at verificere fakta og historier? Mest presserende er det formentligt i tilfælde, hvor en fotograf eller journalist har været alene afsted.
Tanken om at lave sporadiske kilde-tjek virker oplagt, men det lader til, at det ikke er noget, der sker meget herhjemme. Jeg har den sidste uge talt med flere fastansatte kollegaer, både fotografer og redaktører, på alle de største danske dagblade, og mange af dem mener, at det vil være en mistillidserklæring, hvis redaktører eller andre tjekker deres arbejde efter i sømmene.
Jeg kunne godt ønske mig, at man bevægede sig væk fra den tankegang og accepterede, at det ikke handler om konkrete mistanker, men om at beskytte organisationens tillid på bedste måde.
Elefanten i rummet er naturligvis, at det ud over at kunne blive opfattet som en mistillidserklæring kræver resurser, hvilket der desværre ikke kommer flere af i dansk journalistik i disse år. Men når man i nogle tilfælde fylder hele søndagstillæg med en enkelt fotografs historie, kunne man måske fremover finde 20 minutter til at ringe til vedkommendes fixere og høre, om de kan genkende de centrale pointer i historierne?
Fotografiet mister endnu mere troværdighed
I sidste uges nyhedsbrev kommenterede jeg på, at Politikens holdning i løbet af sidste uge indledningsvis var, at Jan Grarups anekdoter, billedtekster og historier generelt var utroværdige, men at hans billeder var gode nok. Det er en pudsig tilgang til fotojournalistikken, som hviler på en mangelfuld forståelse for, hvad journalistisk fotografi egentlig er.
På alle fotoskoler fremhæver man det berømte billede Valley of the Shadow of Death af Roger Fenton fra april 1855, som er et af verdens første krigsfotografier, men som eksisterer i to eksemplarer - et med kanonkugler på vejen og et uden. Hvilken scene er den originale, som fotografen kom forbi, og hvilken er efterfølgende iscenesat?
Allerede dengang har incitamentet til at pynte på billederne for at gøre dem stærkere været til stede, og sådan er det stadig.
I denne måned har Adobe, som er firmaet bag Photoshop, lanceret en ny version af programmet, som tager mulighederne for manipulation til nye højder ved hjælp af generativ kunstig intelligens. Hvis du stadig lever under illusionen af, at et billede i sig selv har nogen relation til virkeligheden, så prøv at se den 60 sekunders lange video herunder:
Når det er så let at manipulere, eller helt konstruere fotografi, hvordan kan man så bruge selve dokumentet som vidne eller bevis for noget som helst? Fotografi har altid kunnet iscenesættes og manipuleres, og de muligheder bliver kun mere mangfoldige og lettilgængelige i fremtiden.
Derfor er tilliden til fotografen altafgørende.
Der er heldigvis også initiativer, som trækker i den modsatte retning. En alliance mellem blandt andet Canon og Reuters arbejder blandt andet på tekniske løsninger, hvor man ved hjælp af blockchain-teknologi indbygget i kameraet vil kunne spore et billede tilbage til dets oprindelse. Det er fascinerende og teknisk komplicerede sager, som ville kunne afhjælpe nogle problemer, men det vil stadig ikke løse dem alle. Det vil måske blive muligt at verificere, hvor, hvornår og af hvem et billede egentlig er taget, men det vil stadig være umuligt at vide, om menneskene på billederne rent faktisk er dem, som fotografen påstår eller om hele seancen er blevet sat i scene.
Transparens er vejen frem
Efter to ugers debat om Jan Grarups gøren og laden står vi kollektivt tilbage med et hak i troværdigheds-tuden, som falder tilbage på os alle. Fremadrettet må det være i alles interesse at vi lærer af misæren, så vi ikke blot skal gå og vente på den næste skandale.
Jeg er overbevist om, at større transparens er vejen frem. Hvis journalistikkens job blandt andet er at afdække svigt og snyd i samfundet omkring os, må det være selvklart, at journalister og fotografer (mig selv inklusiv) selv skal kunne håndtere den samme transparens og åbenhed, som vi afkræver andre. At vi udviser den samme grundighed, som vi forventer af folk omkring os. I takt med at den teknologiske udvikling omkalfatrer fotografiet, må vi i endnu højere grad gøre klart, hvordan vi arbejder og hvilke valg og fravalg vi træffer.
Selv har jeg forfattet en beskrivelse af mine egne etiske rammer, som jeg har publiceret på min hjemmeside. Der står specificeret, hvordan jeg arbejder og hvor mine egne grænser går for blandt andet sammenblanding af journalistik og holdninger. Vi må også arbejde på en mentalitetsændring, så det, at man eventuelt bliver dobbelttjekket af sin redaktør, ikke opfattes som en mistillidserklæring, men blot som et ønske om at styrke den kollektive troværdighed. Selvfølgeligt med hensyntagen til kildebeskyttelse og andet.
Som jeg skrev sidst, så har vi kun en ting i posen, og det er læsernes tillid til os. Er den røget, så kan det hele være lige meget. Eller som Jan Grarup selv sagde tilbage i 2016 i en artikel om den amerikanske fotograf Steve McCurry, som var blevet taget i at fifle med sine billeder:
Man skal have en form for garanti for, at det, man ser, er sandheden, og går du på kompromis med det, falder alt fra hinanden. Så forsvinder hele det vidnesbyrd, man prøver at bygge op. Jeg ville selv have det forfærdeligt, hvis det første, folk tænker på, når de ser et af mine billeder, er, at det nok er manipuleret.
Det er næsten værre end ikke at tage billedet”
Det var alt for denne gang. Jeg håber snart at vende tilbage med et regulært nyhedsbrev.
Dejligt fremadskuende og konstruktivt. Tak for den, Emil
❤️