Hetz eller opgør med fortiden?
Er forsøg på at finde op og ned i sagen om Jan Grarup.
Det er nok ikke gået fotointeresserede forbi, at der i disse uger er blæst om den danske krigsfotograf Jan Grarup. Han er blevet anklaget for at pynte på sine historier og for at indskrive sig i begivenheder, han ikke var til stede ved.
Nedenfor forsøger jeg at danne et kort overblik over sagen gennem et lille uddrag af de mange artikler, der er blevet publiceret den sidste uge. Jeg går også i dybden med, hvorfor det her ikke blot er en hetz mod en person, men en dybt relevant sag for branchen, som også peger meget kritisk mod toppen af de danske mediehuse.
I løbet af sommeren publicerede Politiken to artikler (1 og 2) om Jan Grarups arbejde i Ukraine, hvor han ifølge hans egne udtalelser har tilbragt over fire måneder som freelancefotograf siden krigens start. Artiklerne tog udgangspunkt i Jans egne oplevelser og viste sig at indeholde en række faktuelle fejl. Han fortalte også, at han havde taget parti i konflikten.
I artiklerne beskrev han blandt andet, at han havde været på et pizzeria tre timer inden det blev beskudt med missiler, hvilket viste ikke ikke at være rigtigt. Samt at han - noget kontroversielt - havde hjulpet med at affyre en monter-granat mod de russiske styrker. Dette er mildt sagt ikke normal praksis for fotografer og noget, som jeg også skrev om i sidste nyhedsbrev.
I sidste uge, den 11. september, kom Politiken med en række rettelser til Jan Grarups historier. Kilderne til disse rettelser viste sig at være Jan Grarups to fixere - lokale hjælpere fra Ukraine - som havde rettet henvendelse til Politiken for at påpege, at artiklerne indeholdt en lang række fejl. Det fortalte Politiken dog ikke selv noget om i starten.
Samme dag udgav Weekendavisen artiklen Løsgående missil, hvor journalist Søren K. Villemoes konfronterede Jan Grarup med de samme fejl, som Politiken havde rettet. BT havde også arbejdet på samme historie.
Weekendavisen fulgte op to dage senere, hvor Søren K. Villemoes talte med Jan Grarups to fixere, der kunne bekræfte de usandheder, der havde været med i de to Ukraine-artikler i Politiken. Her blev det klart, at der ikke kun var tale om små forglemmelser, som man ellers sagtens kan forstå, når oplevelserne må være så voldsomme at gennemleve. Der var derimod tale om omfattende fravigelser fra virkeligheden, blandt andet situationer Jan Grarup beskrev, som om han selv havde været til stede, men som i virkeligheden var blevet fortalt til ham fra andre.
I denne uge tog sagen endnu en drejning, da 24syv dedikerede et helt afsnit af Reporterne til en dybdegående undersøgelse af nogle af Jan Grarups tidligere billeder fra bl.a. Rwanda i 90erne. Disse billeder viste sig også at være omgivet af meget tvivlsomme fakta. Historien kan også læses i Berlingske.
Jan Grarup har blandt andet fortalt om at være i Rwanda under folkemordet i april 1994, men 24syv mener at kunne påvise, at han var i Danmark på det pågældende tidspunkt. Udsendelsen er fyldt med grundig research, og jeg vil anbefale at lytte til den.
Ingen tvivler på, at Jan Grarup har rejst og opholdt sig i en række af historiens brændpunkter, men der tegner sig et billede af en meget lemfældig omgang med fakta, samt en tendens til at overdrive og dramatisere nogle historier, som ellers er meget dramatiske i forvejen.
Er det hele en hetz?
Man kan spørge sig selv, hvad dette egentligt handler om? Er al virakken blot et udtryk for, at Janteloven har sejret, folk har ondt i røven og at vi elsker at få andre ned med nakken? Det vil jeg påstå er en fejlslutning.
Få kan anfægte Jan Grarups dedikation og risikovillighed, men sagen rejser nogle principielle spørgsmål, som rækker langt ud over Jan Grarup, og som er relevante at opholde sig ved.
Indledningsvis blev Jan Grarup kritiseret for at tage parti i konflikten. Nogen mener, det er utilstedeligt for en journalist. Personligt har jeg dog svært ved at se, at det skulle være det største problem. De færreste danske medier udtrykker nævneværdig sympati for Ruslands fremfærd i Ukraine, og jeg ser ikke mange spalte-millimeter blive brugt på at forsvare Rusland.
Mere problematisk er det, at Jan Grarup med sin gøren og laden har udsat andre fotografer og journalister for fare.
Især detaljen om affyringen af granater har ifølge Jesper Højberg fra International Media Support gjort, at journalister fremover kan bliver mål for russisk aggression, uanset om det så senere viser sig at være en løgn. På samme måde kan Jan Grarups fixere fortælle, at de bliver udsat for fare på grund af hans optræden. Det skrev Information en leder om den 12. august.
Dette pointerer blandt andre Martin Lehmann, fast fotograf ved Politiken, som også dækker krigen i Ukraine. Han skriver på Facebook:
Næste gange jeg skal afsted, som Politiken fotograf til Ukraine, eller andre steder i verden, så håber jeg ikke at løbe ind i Jan Grarup spor af skuffelser, der står tilbage, der hvor han har gået.
For det stiller os andre fotografer i et virkeligt dårligt lys. Og det er ikke i orden, når man arbejder i en krigszone, at man pynter på virkeligheden.
Alt i alt handler det her om vores sikkerhed – os fotografer og journalister, støder ind i Jans spor ude i krigszonen.
På længere sigt er den største skade formodentligt allerede sket, når det kommer til den undergravende effekt, som Jan Grarups frigjorte forhold til fakta kan have på tilliden til journalistikken generelt.
Uanset, om det handler om ‘forskydninger’ i hukommelsen, forkerte billedtekster eller andre fantasifulde konstruktioner, er dette med til at undergrave den brede offentligheds tillid til, at verden er, som den bliver beskrevet. I en tid, hvor fremvæksten af kunstig intelligens har gjort det endnu tydeligere, at fotografi i sig selv absolut intet kan bevise, er det kritisk, at vi kan stole på de fortællinger, vi læser i aviser og ser på TV. Hvis tilliden først svigter, så er der intet tilbage.
I Politikens oprindelige rettelse fra sidste uge udtaler chefredaktør Amalie Kestler således om det ophørte samarbejdet med Jan Grarup:
Det her er en beslutning, der vedrører Ukraine. Jan Grarup er freelancer, og jeg har været rigtig glad for vores samarbejde. Jeg vil ikke udelukke, at vi kunne samarbejde med ham i fremtiden andre steder i verden, hvis han tager et andet sted hen og tilbyder os noget materiale. Så vil vi kigge på det i den konkrete situation.
Hun fortsætter:
Vi har ikke nogen grund til at tro, at der skulle være noget galt med Jan Grarups billeder. Det vedrører nogle konkrete oplysninger, han har givet i nogle interview.
Denne pointe har hun senere gentaget i Presselogen.
At menigmand kan drage denne konklusion, er måske tilgiveligt, men at en chefredaktør kan se sådan på det, er mildest talt kritisabelt og må bero på en eklatant misforståelse af, hvad fotografi egentlig er i en journalistisk sammenhæng.
Man skal ikke have arbejdet mange minutter inden for fotojournalistikken for at vide, at der absolut ingen sandhedsværdi er i fotografierne i sig selv. Det er der ikke nu, og det har der aldrig været. De kan manipuleres, iscenesættes, tages ud af deres kontekst - eller bare være et meget misvisende uddrag af en større historie. Præcis som det skrevne ord. Derfor skal vi have tillid til den person, der har skabt billederne. Vi skal kunne stole på, at vedkommende har arbejdet loyalt, sagligt og objektivt i sit journalistiske virke. Og har man ikke bevis for det - eller nærmest det modsatte - så mister billederne også deres værdi som dokumentation. Det kan ikke være anderledes.
Tag dette billede som eksempel:
Ifølge billedteksten forestiller det ukrainske civile, der er døde i et artilleri-angreb i Mykolaiv kort efter krigens begyndelse. Hvis det viser sig ikke at passe (og jeg vil gerne understrege, at det har jeg absolut ingen konkret mistanke om), kan billedet så stadig bruges i en journalistisk kontekst? Er billedet stadig godt? Hvis vi begynder at tvivle på, om billedet rent faktisk viser civile, om de er ukrainere eller om det hele er iscenesat, hvad er så ‘brugsværdien’ af det billede?
Et journalistisk billede fungerer ikke uden sin kontekst. Og den kontekst skal man kunne stole på.
Det skal nævnes, at flere af Jan Grarups samarbejdspartnere (Adam Holm her og Bo Søndergaard her) har udtalt, at de ikke har oplevet ham fifle med fakta, når de sammen har været på opgave. Men dette udstiller netop problemet; stilles der nu spørgsmål ved Jan Grarups troværdighed, så trækker det tråde til folk, som har arbejdet med ham. Ligesom det gør til de medier og organisationer, der har publiceret hans arbejde.
Hvem har ansvaret?
Jeg har talt med folk, der påpeger, at det er unfair at bedømme Jan Grarup ud fra almindelige journalistiske principper. At han ikke er medlem af Pressefotografforbundet (hvilket jeg ikke ved, om er rigtigt), og at han altid har været aktivistisk og taget stilling i sit virke. Det er der sådan set ikke noget galt med.
Problemet opstår, når Jan Grarups arbejde præsenteres som journalistik i et medie, hvor det ikke bliver varedeklareret som andet end netop journalistisk. Der er ingen fodnoter eller andet, som angiver, at Jan Grarup er aktivist eller kunstner, eller arbejder under andre vilkår end andre fotografer i avisen.
Jeg har allerede udtrykt mig kritisk til Politikens ageren i denne sag. I dag, onsdag den 20. september, meldte Politiken så ud, at de er blevet klogere, og nu helt vil droppe samarbejdet med Jan Grarup, men adspurgt, om ikke avisen burde undersøge alle Jan Grarups reportager, svarer Amalie Kestler:
»Jeg synes, den her sag fortjener, at man gør tingene i den rigtige rækkefølge, og det er for os at rette, når vi bliver gjort opmærksom på fejl, der er dokumenteret. Jeg vil ikke afvise, at det på et senere tidspunkt kan munde ud i en større undersøgelse«.
Uanset hvad, så understreger det, at medierne har et stort ansvar for den journalistik, de bringer videre til deres læsere.
I et barskt skriv på Facebook fortæller Jonathan Bjerg Møller om, hvordan han forsøgte at stoppe en scene i en dokumentarfilm om Jan Grarup, som blev optaget til begravelsen af Jonathans søster, som Jan Grarup tidligere havde været gift og havde børn sammen med.
Få timer før Zashas bisættelse fik vi en mail fra Jan Grarup om, at hendes børn ønskede deres mors bisættelse dokumenteret. Derfor havde Jan Grarup bedt en bekendt filme ceremonien for børnenes skyld og for vores. Men han forsikrede os om, at det kun er til privat brug, og vi fik en ubegrænset vetoret til al anden brug.
Den vetoret forsøgte vi at udnytte, da vi blev bekendt med optagelsernes egentlige formål: En film om Jan Grarup, som blev vist på DR.
Midt i vores sorg blev vi ført bag lyset. For Jan Grarup var godt klar over, at havde vi vidst, at optagelserne skulle bruges i en film om ham, så havde vi sagt nej til, at bisættelsen blev optaget. Uanset andres ønsker.
Han skriver videre:
Da vi for flere år siden klagede til Danmarks Radio, fik vi i den grad en boomerang i nakken.
Vi sendte omfattende dokumentation til Danmarks Radio. Vi vandt i Pressenævnet, og alligevel tabte vi. For filmen og scenerne findes stadig. Og Zashas død bliver stadig brugt til at iscenesætte Jan Grarup. Der er ingen retsmidler mod det her, selv når man vinder i Pressenævnet.
Hvorfor vil DR ikke lytte til Jonathans klage? Og hvorfor skal der gå så lang tid, før Politiken vil gøre det klart, at de ikke kan bringe Jan Grarups andre historier?
Utvivlsomt er det, at Jan Grarup har opnået stjernestatus i Danmark, især i Politiken, som konsekvent omtaler ham som en stjernefotograf - inklusiv i dagens nyhed om, at de ikke længere vil publicere hans arbejde.
Jan Grarup er en god historie og han kan fylde gigantiske foredragssale med sin dramatiske fortællinger. Dette handler ikke kun om Jan Grarup, men om hele måden, branchen opfatter sig selv på. Man kan få den tanke, at den megen fokus på status, priser og generelt på hyper-individuelle præstationer i fotografiet, kan skabe incitament til at presse citronen, for at lave så overbevisende historier som muligt. Og at det derfor kan være svært at holde sig på dydens smalle stil. Det puster medierne til, ved at fokuserer så voldsomt på personen.
Vi hylder individet og mødes ved prisuddelinger for at fortælle stormombruste historier om farlige oplevelser i fjerne lande. Det kan godt tænkes, at det ville være gavnlig for alle at skrue lidt ned for retorikken. At fokusere på historien i stedet for manden og anerkende, at meget god journalistik skabes i samarbejde med andre.
Nogen påpeger også, at krigsfotografi altid har været behæftet med lidt for store armbevægelser. På mange måder kan man måske her drage en parallel til metoo-bevægelsens opgør med status quo; hændelser og metoder, der engang blev accepteret, bliver det ikke længere i en mere transparent verden, hvor to ukrainske fixere kan køre Politikens artikler gennem Google Translate. Det er blevet nemmere at verificere, hvordan tingene egentligt forholder sig.
Fordi noget “altid har været sådan” betyder det ikke, at det skal fortsætte. En ny generation af dokumentarister kræver, at der kommer orden på tingene. Selvfølgelig skal billederne stadig være gode, men de skal være tilvejebragt på en ordentlig måde, som både er præcis og som også værner om dem, der figurerer på dem.